De ioniske naturfilosoffer omfatter bl.a. Thales fra Milet og Anaximander. Fælles for dem er en søgen efter en form for naturligt grundelement eller urstof.
De eleatiske filosoffer omfatter bl.a. Parmenides og Zenon. De anskuer verden som en enhed og ser forskellighed og bevægelse som umulig eller illusorisk.
Blandt sofisterne regnes filosoffer som Gorgias, Hippias og Protagoras. De underviste i en lang række emner mod betaling. De forbindes ofte med en vis relativisme; man så dem som ordkløvere, der kunne bevise eller modbevise hvad som helst uden hensyn til, hvad almindelig sund fornuft sagde. I Aristofanes' komedie 'Skyerne' blev Sokrates fremstillet som indbegrebet af en sofist, mens han i Platons dialoger fremstilles som den, der taler imod de sofister, der optræder som hans diskussionspartnere.