J.P.E. Hartmann

Biografi

J.P.E. Hartmann var søn af musikeren August Wilhelm Hartmann og var uddannet som jurist, men også en dygtig orgelspiller og allerede som 19-årig i 1824 blev han udnævnt til organist ved Garnisonskirken og efterfulgte derved sin far. I 1827 blev han lærer ved det netop oprettede musikkonservatorium, og med endnu et job som sekretær i Den Borgerlige Indrulleringskommission blev han så velstillet, at han kunne gifte i 1829 sig med Emma Zinn, datter af en velstående agent. Emma døde dog allerede i 1851, hvorefter Hartmann senere giftede sig igen.

Stillingen som organist bevarede han til meget sent i livet, men efterhånden kom arbejdet med selv at skrive musik til at fylde meget. Han blev endvidere professor ved Københavns Universitet i 1849 og direktør for Musikkonservatoriet i 1867.

I 1836 var Hartmann med til at starte Musikforeningen i København, og i 1839 var han tilsvarende med til at starte Studenter-Sangforeningen. Han blev senere formand i en lang årrække for begge foreninger.

Slægten

Hartmann-slægten i musikkens og kunstens tjeneste omfatter farfaderen Johann Hartmann, der indvandrede fra Tyskland, onklen Johan Ernst Hartmann, faderen August Wilhelm Hartmann samt J.P.E. Hartmanns søn Emil Hartmann. Dertil kan lægges, at datteren Sophie giftede sig med Niels W. Gade og en anden datter Clara med komponisten August Winding. Komponisten Niels Viggo Bentzon, hans søn jazzpianisten Nikolaj Bentzon samt den belgiske komponist Jean Pierre Waelbroeck udgør de seneste skud på stammen. Emil Hartmanns datter Bodil Hartmann gift Bodil de Neergaard, holdt i årene omkring 1900 musikalske sammenkomster på herregården Fuglsang mellem Nykøbing Falster og Nysted på Lolland. Her deltog bl.a. Carl Nielsen. I periferien kan man nævne Bodils broder Oluf Hartmann, der var maler, og til hvis begravelse Carl Nielsen skrev Ved en ung kunstners båre, Niels Viggo Bentzons 2 fætre Jørgen og Johan samt N.W. Gades søn af 2. ægteskab, Axel Gade. De var alle 3 noget ved musikken.

J.P.E. Hartmanns musikalske familie (komponister med <strong>fed</strong> skrift)

J.P.E. Hartmanns musikalske familie (komponister med fed skrift)

Udlandsrejser

Fra 1836 rejste Hartmann jævnligt i Europa. Den første rejse bragte ham f.eks. til flere byer i Tyskland, Schweiz, Prag, Wien, Salzburg og Paris. Senere rejste han også i Norge og Sverige og nåede i 1857 også til Italien. Hans sidste rejse i 1878 gik til Hamburg.

Musik

Igennem sit lange liv oplevede Hartmann store skift i de herskende musikalske stilarter, og det påvirkede hans egne kompositioner. Fra starten tilhørte værkerne den wienerklassicistiske stil, og mod karrierens slutning endte han i den senromantiske stil. Samtidig kan man finde en nordisk tone i meget af hans musik.

Hartmann startede med at skrive musik meget tidligt. De første bevarede kompositioner er fra hans tidligste tid som organist, hvor han er omkring 20 år.

Teatermusik

Hartmann fuldførte i sit liv tre operaer:

Ravnen med tekst af H.C. Andersen (1832)
Korsarerne med tekst af Henrik Hertz
Liden Kirsten med tekst af H.C. Andersen (1846)

Derudover skrev han scenemusik til en række skuespil af digtere som Adam Oehlenschläger, Johan Ludvig Heiberg og H.C. Andersen. Hertil kommer et langvarigt samarbejde med August Bournonville med at skrive balletmusik, heriblandt 2. akt af Et folkesagn.

Sange

Han skrev musik til sange som:

Flyv, Fugl, Flyv
I Sne staar Urt og Busk i Skjul
Lær mig, Nattens Stjerne

Kirkerelateret musik

Som musiker virkede han i en menneskealder som organist, men skrev kun få – men dog betydelige – værker for orgel. Han var efter sigende en dygtig improvisator, men skrev ikke sine improvisationer ned. Til gengæld har han skrevet mange kirkelige vokalværker omfattende værker for solostemme med enkel akkompagnement til store værker med kor og orkester. Mest kendt i nutiden er dog salmemelodier til f.eks. Blomstre som en Rosengaard og Op dog, Sion, ser du ej.

Musikalsk eftermæle

Med sin centrale placering i dansk musik i det 19. århundrede kom Hartmann til at påvirke mange yngre komponister. Han blev mod slutningen af sit liv betragtet som den musikalske inkarnation af den danske folkesjæl, og blandt de mest markante af de komponister, der er påvirket af ham, kan nævnes Peter Erasmus Lange-Müller, Edvard Grieg og Carl Nielsen.

Se også

Inger Sørensen: Hartmann. Et dansk komponistdynasti ISBN 87-00-34688-8