Kalmarunionen

]]

Kalmarunionen, der aldrig formelt kom i stand, eksisterede reelt mellem Danmark, Sverige (Inkl. Finland) og Norge (med Grønland og Island), fra 1397 til 1524

Efter Oluf 2.s død som 17-årig i 1387 fortsatte hans mor, Margrete 1, sine allerede igangværende bestræbelser for at samle Norden under én konge, og hun blev valgt til Danmarks frue og husbonde og rigets fuldmægtige formynder.

Presset af et tronkrav fra kong Albrecht af Mecklenburg blev hun i 1388 af det norske rigsråd valgt til regerende dronning i Norge, og hendes fostersøn Erik af Pommern blev anerkendt som tronfølger. I marts valgtes hun også som regent i Sverige.

Efter at Margrete havde slået Albrechts hær og taget ham og hans søn Erik til fange i slaget ved Åsle 1389, blev Lindholm Slot (Lindholmen) ved Børringesø (Börringesjön) i det sydvestlige Skåne skueplads for et afgørende møde mellem de stridende parter. Ved mødet på Lindholm Slot den 17. juni 1395 blev der sluttet en fred, der blev forudsætningen for det møde i Kalmar, der resulterede i de aldrig afsluttede forhandlinger om Kalmarunionen to år senere. Selve dokumentet er kun et udkast, der aldrig blev ratifiseret af rigsråderne.

17. juni 1397 blev Erik 7. af Pommern i Kalmar af den danske og den svenske ærkebiskop kronet til konge af de tre nordiske riger.

Sverige sprængte i 1448 Kalmarunionen ved at vælge Karl VIII Knutsson til konge, og han forsøgte også at blive konge over Norge. Han indledte i 1452 krig mod Danmark og angreb Skåne. Efter fem års krig, hvor krigslykken flere gange skiftede, blev Christian 1 i 1457 kronet i Uppsala, og Karl Knutsson blev afsat og måtte flygte til Danzig.

I 1464 udbrød der oprør i Sverige mod de høje danske skatter. Svenskerne kaldte Karl Knutsson tilbage, og han forblev konge til sin død i 1470.

Også Christian 1.s efterfølgere , kong Hans og Christian 2 forsøgte i flere omgange at genskabe unionen ved angreb mod den svenske rigsforstander Sten Sture, men efter det Det Stockholmske Blodbad i 1520 gjorde svenskerne oprør, og 6. juni 1523 blev Gustav Vasa konge, hvilket egentligt betød en afslutning på Kalmarunionen. Men det var dog først i 1524,at enden på unionen blev vedtaget på skrift.

Den politiske baggrund

Når det lykkedes at samle Norden, skyldtes det en fælles ydre fjende, Hansestæderne. Da det senere gik galt med at holde sammen på Unionen, skyldtes det dels, at Hansestæderne nu var blevet svækket, men også at de andre europæiske byer og stater ikke var interesserede i et samlet Norden.