Node

En node er i musikken et abstrakt udtryk for en tone, der svinger med en konstant frekvens (angivet i hertz, Hz).

Herunder ses stamtonerne for vores nodesystem, c d e f g a h c – og videre ned, i en C-dur-skala.

Historie

Forløberen for noderne er neumer. Neumer blev brugt til beskrivelse af melodien i gregoriansk sang. Neumer angav ikke en absolut tone- eller rytmeværdi, men blot vink om, hvordan melodistemmen bevægede sig op eller ned. Dette system blev mest brugt som huskeregel, da ingen der ikke kendte den skrevne melodi kunne få noget ud af neumerne. Neumer modsvares af håndtegn, der kan bruges til at dirigere en melodi over for et kor.

De tidligste kendte nodesystemers linjetal kunne variere fra et til syv, men senere fandt man ud af, at det menneskelige øje havde svært ved at opfatte flere end fem linjer ad gangen, som er vores nuværende nodesystems linjetal.

Efterhånden blev der større behov for at kunne nedskrive musik, så en 3. part kunne aflæse musikken og rytmen præcis som kunstneren ønskede, og i 1050 menes Guido af Arezzo at være kommet frem til en version, som ligner det nodesystem, vi har i dag.

I Danmark kaldes den tone, der i de fleste andre lande benævnes B, for H. Man kender ikke den præcise grund til dette nationale særpræg, men en teori er, at der engang har siddet en munk og skulle renskrive tonerne, og så er han kommet til at glemme den sidste streg (dengang skrev man tonerne med små bogstaver), eller også er den bare blevet visket ud fra papiret på grund af tidens tand.

Nodesystemet

Et nodesystem består af fem linjer. Noderne kan sættes enten på eller mellem linjerne. Hvert system indledes med en nøgle, der fortæller, hvordan noderne skal tolkes. I eksemplet er brugt en g-nøgle, der definerer hvor på nodelinjerne tonen g er placeret. G er placeret på nodelinje nummer 2 fra neden, hvor g-nøglen starter (midten af nøglen).

Nodernes udseende

En node har som det ses på figuren en cirkelformet del, der kaldes nodens hoved og en lodret streg, der kaldes dens hals. En helnode har ingen hals og hovedet er ikke udfyldt. En halvnode har en hals og hovedet er heller ikke udfyldt. En ottendedelsnode ligner en fjerdedelsnode, men der tilføjes en fane på halsens ende. Sekstendedelsnoder har to faner over hinanden, toogtredivedelsnoder tre osv.

Hvis flere ottendedelsnoder skal spilles efter hinanden, kan fanerne udskiftes med en bjælke. Bjælker krydser aldrig taktstreger. I nogle tilfælde udelades bjælkerne, hvis de ville have gjort læsningen af rytmen sværere. Til 16.-delsnoder, 32.-delsnoder og 64.-delsnoder bruges henholdvis to, tre og fire bjælker ad gangen, som ved brug af faner.

Noder, der har en værdi over h midt i nodesystemet skrives med halsen nedad mens noder, der svarer til toner dybere end H har en hals, der peger opad. Hvordan h vender afhænger af sammenhængen. Hvis de fleste noder i nærheden har halsen opad, har h det også. Forskellige stemmer skrives også med halsene i forskellig retning. Sopranstemmen har altid halsene opad, mens alt vender nedad. Det samme gælder for tenor og bas.

Pauser

Pauser i musikken kan også skrives som noder. En pause af helnodelængde er en lille udfyldt kasse, der hænger fra den anden linje i nodesystemet talt fra oven. En halvnodepause er en kasse, der ligger på den midterste linje i nodesystemet. Den pause, der har længde som en fjerdedelsnode skrives med et symbol, der ligner et z og et 3-tal oven i hinanden. Ottendedelspausen ligner et 7-tal. Sekstendedelspausen ligner ottendedelspausen, men der er to streger for oven istedet for en.

Takter

Som nævnt før er dette system udviklet for at kunne læse rytmen i en melodi. En stemme er som regel inddelt i takter. Takterne er i nodesystemet adskilt af lodrette streger gennem alle fem nodelinjer. Taktens længde defineres af taktarten, der består af to tal oven på hinanden. Det øverste tal definerer, hvor mange pulsslag hver takt indeholder, og det nederste, hvilken nodeværdi der anvendes til notation af et pulsslag. Afslutning af en takt vises med to lodrette streger i systemet. Gentagelse vises med : efter taktstregen som indleder den første takt, der skal gentages og : før taktstregen i den sidste takt, der skal gentages.

Hjælpelinjer

For at musikeren skal kunne læse de høje og lave noder uden for nodelinjerne, kan man skrive noder, der ligger uden for systemets fem linjer ved at tilføje bi- eller hjælpelinjer som det er sket med det dybe g og det høje c i eksemplet.

Se også

• Musikteori
• Musikudtryk
• Tabulatur