Sigmund Freud
Sigmund Freud
Sigmund Freud
Sigmund Freud
Levede 80 år af sit liv i Wien. Ved Østrigs besættelse i 1938, flygtede han til England. Studerede medicin i Wien fra 1873. Fik sin embedseksamen i 1881.
Arbejdede blandt andet med hypnose, inspireret af Jean Charcotn. I fortsættelse heraf begyndte han at arbejde med analyse af psyke, hvor han af wienerlægen Joseph Breuer lærte om terapiens katartiske effekter.
Et af hans første store værker var 'Drømmetydning' som udkom i 1900.
Han skrev også Hverdagslivets Psykopatologi (1904) og Indføring i Psykoanalysen 1-2 (1916-1917).
Psykoanalyse
Freud var oprindelig uddannet læge, men fik efterhånden interesse for psyken og psykiske lidelser. Da han var meget optaget af menneskets underbevidste dimension, studerede han en kort overgang hypnose.
Freud lavede samtaleterapi med sine neurotiske patienter. Han havde særlig interesse for deres drømme og deres barndomserindringer. Efterhånden udviklede han en teori om psykens udformning og virkemåde, og i årene omkring år 1900 grundlagde Freud psykoanalysen.
Freud mente, at mennesket i høj grad er styret af kræfter i Det Ubevidste, som kan forvolde mennesker problemer i form af f.eks. neuroser. Ligeledes mente Freud, at menneskets seksualdrift (libido) og dennes manifestation gennem de barneseksuelle faser (oralfasenn, analfase og den fallisk-ødipale fase) har betydning for udviklingen af vores personlighed og tilstande i vores psyke som voksne.
Psykoanalysens bud på, hvordan man kan overvinde sine neuroser er ved at styrke Jeget, ved at patienten gennem en dybgående psykoanalyse (som ikke sjældent tager 4-5 år) gennemgår en bevidstgørelsesproces, hvor gamle fortrængninger og ubevidste mekanismer blotlægges, erindres og integreres. Dette er imidlertid en bekostelig affære, hvis terapien varer så længe. Freud var meget interesseret i babyernes udvikling.
Ved hjælp af følgende model (som ofte afbildes som et æg) opdelte Freud personligheden (psyken) i tre instanser:
Den mest primitive del og samtidig den tidligste kaldes Det'et (Id'et). I denne del af personligheden findes de medfødte drifter, og den senere fortrængt psykisk materiale (ønsker eller lyster). Det'et fungerer efter lystprincippet - dvs. at driter søger umiddelbar tilfredstillelse uden hensyntagen til realiteterne - og er ubevidst. I Det'et hersker primærprocesserne, der fungerer helt anderledes end de logiske sekundærprocesser, der dominerer jeg'et.
I modsætning til det driftstyrede Det, findes Overjeg'et (Superego). Overjeg'et er personens censurinstans, og den del af personligheden der huser samvittigheden, moral og idealforestillinger (jegidealet). Det er overjeg'et der fortæller os, hvad vi bør gøre. Hvis vi ikke formår at leve op til overjeg'ets krav, reagerer vi med skyld eller skamfølelser. Overjeg'et er af Freud blivet beskrevet som ødipuskompleksets arvtager
Imellem det'et og overjeg'et findes det realitetsorienteret del af personligheden, nemlig Jeg'et (Ego). Hovedopgaven for jeg'et er at tage hensyn til realiterne og sikre lystopnåelse på længere sigt. Pointen er at jeg'et skal sikre et kompromis mellem det'ets søgen efter umiddelbar drifttilfredstillelse og overjeg'ets normer/idealer. For at sikre dette, råder jeg'et over en række bevidste funktioner, (de såkaldte jeg-funktioner): perception, tænkning, hukommelse, sprog, etc., der kan hjælpe personen til at tilpasse sig på bedste måde. Og det råder over en række forsvarsmekanismer, der er ubevidste.
Freud beskæftigede sig med den bevidste og ubevidste personlighed samt dødsdriften (thanatosen) og sexualitet (libido).
Arven fra Freud
Filosofi:Selvom han betragtede sig selv som videnskabsmand, var Freud en stor beundrer af Theodor Lipps (1851–1914), en filosofen og vigtig støtte for idéerne om det ubevidste og empati. Freuds egne teorier har i hele det tyvende århundrede dertil haft en stor betydning for de humanitiske studier - især på Frankfurterskolen - samt litteraturen (se fx Sandemoses Vi pynter os med horn).
;Note
